…eller humanioranørdernes hævn!
Udenrigstjenestens Seoul-Man spontaninviterede ganske uventet de gamle quizz-masters til Festival of Endless Gratitude II (a.k.a. Troelsfest).
F.o.E.G. var en kunst- og musikfestival som blev afholdt den 20.-24. maj 2009 i Remisen bag Enghave Station. Jeg er ikke helt klar over hvad temaet for festivalen egentlig var, men da jeg dukkede op den onsdag hvor arrangementet startede, kunne jeg sammen med Ex-trommeslageren og Krogstrup-bloggen lade Udenrigstjenestens Seoul-Man lede os ind i Københavns undergrunds bankende humanistiske hjerte.
Folk omkring os var for tænkende og kunstneriske til Ungdomshuset, men samtidig alt for ustrukturerede til KUA. Stramme stumpende bukser, fedtet hår og briller, nussede tweedjakker kombineret med østtyske retro-plade-tasker. Publikum var en opvisning i genren “alternativ tænker”, og midt i det hele stod vi fire, direkte ankommet fra arbejdet, og iklædt alt alt alt for borgerlige uniformer. Havde vi kunne sluge vores tøjs påsyede heste og krokodiller havde vi gjort det uden at blinke.
Vi havde desværre misset aftenens to første musikalske indslag: First World War Architecture samt Tristan Perichs 1-bit musik. Så efter at have studeret kunstdelen af festivalen stillede vi os med hver vores økologiske fadøl i baren for at se free jazz-duoen Black Hand.
Black Hand
Black hand består af to skæggede herrer i sært tøj, der spiller trommer og baryton-sax. De fleste numre blev afviklet ved, at trommeslageren høvlede løs på trommesættet alt imens saxofonisten ved hjælp af hyletoner forsøgte at spille ham op. Remisens hangar-akustik forvandlede det i forvejen specielle lydtæppe til ren støj, og vi måtte alle fire indrømme, at duoens musikalske pointe aldrig rigtigt gik op for os. Der var dog et par af “stamgæsterne” der så ud til at nyde lyd-collagen, og vi blev følgeligt velsignet med synet af et par meget blege, følsomme (og muligvis også lidt skæve) unge mænd med forsigtige overskæg der rystede arytmisk til musikken. Allerede på dette tidspunkt havde aftenen udviklet sig til noget man ikke oplever hver dag.
Næste indslag var imidlertid helt anderledes overvældende. Aymeric Hainaux er en fransk vokal-kunstner (Human Beatbox med mere), som vi til at starte med troede var en hjemløs der havde bevæget sig ind på scenen. Da først hans optræden startede, blev vores fordomme imidlertid gjort til skamme, og han leverede en helt igennem overraskende, rytmisk og cool præstation. Aymeric havde med to dages varsel tomlet herop fra Frankrig, og optrådte for et par hunderede kroner og et gratis måltid mad.
Aymeric Hainaux
Jeg vil ikke linke direkte, men opfordrer alle, der måtte læse dette, til at søge efter videoer med Aymeric Hainaux på youtube. Dem jeg har set er ikke engang repræsentative for, hvor vild han er, men de burde give et lille indblik i, hvor mange underlige lyde en mand kan lave med sin mund.
Således opstemte regnede vi med, at aftenen var reddet. Men de efterfølgende grupper: Satanism around Hollywood og Thulebasen var i sammenligning med Aymeric et skridt tilbage. Den ene gruppe var to fyre med guitarer der indianerråbte ind i deres mikrofoner sammen med et par saxofoner, og der var der lidt for meget alternativ efterskole over det andet band. Vi fik alle et par ikke helt økologiske hot dogs fra vognen udenfor imens.
Det næste band blev for vores vedkommende også aftenens sidste, og det var samtidig en slags hovednavn denne aften. I hvert fald var der tale om kendte musikere. Bost-X var et sjældent samarbejde mellem Thomas Ortved fra Sort Sol og Per Buhl Ács fra No Knox. De to punk-pionerer spillede sammen med Jørgen Teller og Ron Schneiderman, som der stod i programmet: “Haven’t played together in 10-15 years? Reunited for one night – and one night only”.
Programmet talte formentlig mere sandt end nogen havde kunne forestille sig, for jeg er ikke sikker på at der var gået nogen øvesessions forud for denne koncert, på trods af de 10-15 års adskillelse. Selvom man stadig må tage remisens lyd med i ligningen, lød resultatet af kollaborationen simpelt hen forfærdeligt, og det på trods af, at det jo som bekendt også er det kunstneriske udtryk det kommer an på…
Da lydmanden (eller lydhamsteren eller hvem der ellers sad bag 8-kanals mixeren) samtidigt lod sig rive lidt for meget med af den anarkistiske stemning, havde lyden gradvist nået en styrke, der ligeså stille fik folk til at sive hjemad med hænderne for ørerne. Vi fulgte trop og afsluttede således en meget meget indtryksrig aften på Enghavevej.
Festivalen fortsatte med flere kunstenere de følgende fire dage, hvilket jeg dog ikke fik oplevet på trods af, at jeg ved indgangen havde fået udleveret et 5-dages adgangs-armbånd (150 kr.) i stedet for den endagsbillet jeg havde betalt for (100 kr.).
Tak til Trolls-Mads & venner for at få en gruppe snart midaldrende mænd til at føle, at de er med helt der fremme hvor kunsten er undergrund, og vi glemmer at alle musikoplevelser vi ellers får i dag, har udspring i de ting vi lyttede til, da vores musikforståelse blev grundlagt i starten af 1990′erne.
Tags: 1-bit music, Aymeric Hainaux, Black Hand, Bost-X, Festival of Endless Gratitude, First World War Architecture, Jørgen Teller, No Knox, Per Buhl Ács, Ron Schneiderman, Satanism around Hollywood, Sort Sol, Thomas Ortved, Thulebasen, Tristan Perich, Ungdomshuset
