Sunday at Devil Dirt

Skønheden og Udyret

V V V V (V) -

Jeg er åbenbart kommet i Mark Lanegan-alderen!

Siden nytår har jeg, så ofte som muligheden har budt sig,  lyttet til Isobel Campbell og Mark Lanegans 2. album “Sunday at Devil Dirt”. Og det har været en udsøgt fornøjelse gang på gang at synke ned i denne behagelige ur-suppe af folk- og bluesinspireret singers + songwriter musik, som her trækker den ærkeamerikanske genre hele vejen hjem til hovedpersonernes forfædrene britiske øer.

Isobel Campbell havde jeg på forhånd ikke noget forhold til, da jeg kun kendte hende sporadisk som “hende fra Belle & Sebastian”. Det samme galdt sådan set Mark Lanegan, som hos mig blot havde prædikatet “ham fra Screaming Trees”.

Sådan forholder det sig ikke længere. Mark Lanegan er simpelthen i besiddelse af den ypperste bar-røst jeg nogen sinde har hørt. Glem Nick Cave, der til sammenligning lyder som en kostskoledreng. Og glem også Tom Waits, der til sammenligning lyder som ham den fordrukne små-klovnede nordmand fra dette års udgave af X-Faktor. Mark Lanegan er simpelthen en vokal-mæssig humlebi. Hans stemme er så slidt (altså på den seje måde – ikke Axl Rose-anno 2008-måden), at han ikke burde kunne synge så godt som han gør. Det lader bare til, at der ikke er nogen der har fortalt ham det endnu. Jeg tror at ordet autentisk for en gangs skyld er det mest rammende begreb.

Gravrøsten bliver flere steder båret frem af Campbells engleblide kvidrende vokal, der snor sig perfekt om Lanegans stemme, f.eks. på nummeret “The Flame That Burns” og det super stemningsfulde intronummer  “Seafaring Song”. Visse steder, som på old school blues-nummeret “Shotgun Blues” (kan man andet end elske den titel?) synger Campbell alene, hvilket får sukker til at flyde ud gennem højtalerne.

I det hele taget kommer man til at overveje, hvor sjældent man hører albums hvor to (eller flere) sangere skiftes til at synge sangene. Det gør et album afvekslende og dynamisk, selvom man også kan risikere en lidt tilfældig opdeling af albummet. På denne plade fungerer det efter hensigten, og afvekslingen mellem de to stemmer fungerer rigtigt godt, også når de synger sammen.

Men det er uomtvisteligt, at det er i Mark Lanegans numre, at den store kunst udfolder sig. Nummeret “The Raven”, som naturligvis bygger på Poes efterhånden i populærkulturen lidt fortærskede digt, fanger, det slidte tema til trods, en dyster stemning, der primært kan tilskrives Lanegan, der lyder som om, at han umiddelbart inden indspilningen har hallucineret sit eget helvede, imens han har trukket sit stemmebånd hen over et topfyldt askebæger med lige dele knust glas, grus, sprut-slatter og cigaretskodder. 

Bedste nummer på albummet mener jeg dog er den stemningsfulde, tungt rullende og meget stenede “Back Burner”, som giver mindelser om Dr. Johns “Season of the Witch”, dog uden den gode doktors spas og karneval. Dette stykke med sump-blues bliver stort set kun drevet frem af bas og bongotrommer hvilket yderligere højner den “gode” stemning.

Som traditionen efterhånden påbyder det, opdagede jeg først denne plade en måneds tid efter, at Campbell og Lanegan gav en, efter sigende, super intim koncert i Vega i november sidste år. Jeg kan derfor kun håbe på, at de enten beslutter sig for at komme tilbage til Europa inden for den nærmeste tid, eller laver et tredie album sammen, som så forhåbentlig skal opfølges med en turné.

Under alle omstændigheder har jeg fået mod på meget mere Mark Lanegan

Tags: Belle & Sebastian, Blues, Dr. John, Folk, Isobel Campbell, Mark Lanegan, Nick Cave, Screaming Trees, Tom Waits, Vega