Back in the saddle!

Efter snart et halvt års inaktivitet, har jeg indset, at jeg simpelthen får hørt mere musik, når jeg skriver om musik. Derfor sparkes bloggen igang igen, og jeg har tænkt mig at poste et nyt indlæg hver dag i resten af december måned. På denne måde håber jeg at kunne kompensere for alt det jeg ikke har fået skrevet siden foråret.
Du kan derfor glæde dig til lidt forsinkede anmeldelser af sommerens koncerter, nye og gamle udgivelser samt almindelige tanker om det jeg hører…

Festival of Endless Gratitude

  

…eller humanioranørdernes hævn!

Udenrigstjenestens Seoul-Man spontaninviterede ganske uventet de gamle quizz-masters til Festival of Endless Gratitude II (a.k.a. Troelsfest).

F.o.E.G. var en kunst- og musikfestival som blev afholdt den 20.-24. maj 2009 i Remisen bag Enghave Station. Jeg er ikke helt klar over hvad temaet for festivalen egentlig var, men da jeg dukkede op den onsdag hvor arrangementet startede, kunne jeg sammen med Ex-trommeslageren og Krogstrup-bloggen lade Udenrigstjenestens Seoul-Man lede os ind i Københavns undergrunds bankende humanistiske hjerte.

Folk omkring os var for tænkende og kunstneriske til Ungdomshuset, men samtidig alt for ustrukturerede til KUA. Stramme stumpende bukser, fedtet hår og briller, nussede tweedjakker kombineret med østtyske retro-plade-tasker. Publikum var en opvisning i genren “alternativ tænker”, og midt i det hele stod vi fire, direkte ankommet fra arbejdet, og  iklædt alt alt alt for borgerlige uniformer. Havde vi kunne sluge vores tøjs påsyede heste og krokodiller havde vi gjort det uden at blinke.

Vi havde desværre misset aftenens to første musikalske indslag: First World War Architecture samt Tristan Perichs 1-bit musik. Så efter at have studeret kunstdelen af festivalen stillede vi os med hver vores økologiske fadøl i baren for at se free jazz-duoen Black Hand.

Black Hand

Black hand består af to skæggede herrer i sært tøj, der spiller trommer og baryton-sax. De fleste numre blev afviklet ved, at trommeslageren høvlede løs på trommesættet alt imens saxofonisten ved hjælp af hyletoner forsøgte at spille ham op. Remisens hangar-akustik forvandlede det i forvejen specielle lydtæppe til ren støj, og vi måtte alle fire indrømme, at duoens musikalske pointe aldrig rigtigt gik op for os. Der var dog et par af “stamgæsterne” der så ud til at nyde lyd-collagen, og vi blev følgeligt velsignet med synet af et par meget blege, følsomme (og muligvis også lidt skæve) unge mænd med forsigtige overskæg der rystede arytmisk til musikken. Allerede på dette tidspunkt havde aftenen udviklet sig til noget man ikke oplever hver dag.

Næste indslag var imidlertid helt anderledes overvældende. Aymeric Hainaux er en fransk vokal-kunstner (Human Beatbox med mere), som vi til at starte med troede var en hjemløs der havde bevæget sig ind på scenen. Da først hans optræden startede, blev vores fordomme imidlertid gjort til skamme, og han leverede en helt igennem overraskende, rytmisk og cool præstation. Aymeric havde med to dages varsel tomlet herop fra Frankrig, og optrådte for et par hunderede kroner og et gratis måltid mad.

Aymeric Hainaux

Jeg vil ikke linke direkte, men opfordrer alle, der måtte læse dette, til at søge efter videoer med Aymeric Hainaux på youtube. Dem jeg har set er ikke engang repræsentative for, hvor vild han er, men de burde give et lille indblik i, hvor mange underlige lyde en mand kan lave med sin mund. 

Således opstemte regnede vi med, at aftenen var reddet.  Men de efterfølgende grupper: Satanism around Hollywood og Thulebasen var i sammenligning med Aymeric et skridt tilbage. Den ene gruppe var to fyre med guitarer der indianerråbte ind i deres mikrofoner sammen med et par saxofoner, og der var der lidt for meget alternativ efterskole over det andet band. Vi fik alle et par ikke helt økologiske hot dogs fra vognen udenfor imens.

Det næste band blev for vores vedkommende også aftenens sidste, og det var samtidig en slags hovednavn denne aften. I hvert fald var der tale om kendte musikere. Bost-X var et sjældent samarbejde mellem Thomas Ortved fra Sort Sol og Per Buhl Ács fra No Knox. De to punk-pionerer spillede sammen med Jørgen Teller og Ron Schneiderman, som der stod i programmet: “Haven’t played together in 10-15 years? Reunited for one night – and one night only”.

Programmet talte formentlig mere sandt end nogen havde kunne forestille sig, for jeg er ikke sikker på at der var gået nogen øvesessions forud for denne koncert, på trods af de 10-15 års adskillelse. Selvom man stadig må tage remisens lyd med i ligningen, lød resultatet af kollaborationen simpelt hen forfærdeligt, og det på trods af, at det jo som bekendt også er det kunstneriske udtryk det kommer an på…

Da lydmanden (eller lydhamsteren eller hvem der ellers sad bag 8-kanals mixeren) samtidigt lod sig rive lidt for meget med af den anarkistiske stemning, havde lyden gradvist nået en styrke, der ligeså stille fik folk til at sive hjemad med hænderne for ørerne. Vi fulgte trop og afsluttede således en meget meget indtryksrig aften på Enghavevej.

Festivalen fortsatte med flere kunstenere de følgende fire dage, hvilket jeg dog ikke fik oplevet på trods af, at jeg ved indgangen havde fået udleveret et 5-dages adgangs-armbånd (150 kr.) i stedet for den endagsbillet jeg havde betalt for (100 kr.).

Tak til Trolls-Mads & venner for at få en gruppe snart midaldrende mænd til at føle, at de er med helt der fremme hvor kunsten er undergrund, og vi glemmer at alle musikoplevelser vi ellers får i dag, har udspring i de ting vi lyttede til, da vores musikforståelse blev grundlagt i starten af 1990′erne.

Double feature

Når lejligheden byder sig, skal man slå til.

Og lejligheden bød sig i den grad den 21. april, hvor Iron Maidenfilmen ”Flight 666″ havde verdenspremiere.

Filmen om bandets netop overståede verdensturné med forsanger Bruce Dickinson bogstaveligt talt ved rorpinden blev kun vist en enkelt gang to forskellige steder i Danmark. I Kinorama i Sønderborg, og i Palads i København. Sidstnævnte sted sad heavytøsen og jeg parat kl. 21.30.

Men forud for aftenens koncertfilm var der lige akkurat tid til at gøre arrangementet til en double feature, ved hjælp af filmen “The Boat That Rocked”.

Båden er en britisk komedie om livet på en sejlende pirat-radiostation i 1966. Stilen er, som man kender den fra de britiske feel-good komedier, som jeg ærligt talt er lidt af en sucker for. Filmen er krydret med et superfedt lydspor, der dog lider af visse anakronismer, da de fleste numre er fra fra 1967 og frem.

Kenneth Brannagh, Rhys Ifans og Philip Seymour Hoffman spiller alle godt, men blegner naturligvis ved tilstedeværelsen af den største rock ‘n’ roller blandt britiske skuespillere. Det er naturligvis Bill Nighy, der med fantastiske roller som afdankede rockmusikere, henholdsvis Billy Mack i “Love Actually” og Ray Simms i “Still Crazy”, ikke behøver meget mere end to linier for at fastslå hvor cool han egentlig er. At manden så også har spillet sørøverkaptajn på et spøgelsesskib, zombie-stedfar, übervampyr og tysk general inden for de sidste fem år gør ham jo heller ikke mindre cool set med mine øjne.

Mads tager filmen under behandling på sin meget velskrevne filmblog

 

Efter denne hyggelige start på aftenen var det blevet tid til the main event, og en halv times tid før Flight 666 skulle starte, begyndte t-shirt folket at materialisere sig.

Og med T-shirt menes der naturligvis forvaskede og fedtede 10-20 eller 30 år gamle Iron Maiden trøjer. Folk der til dagligt må bo under en sten et eller andet sted i ørkenen kommer til lejligheder som denne frem i dagslyset i fuld uniform anno 1983 inklusive Maiden-bukser, cowboy-vest med bandmærker og vigende hårgrænser, der søges kompenseret for gennem andre hårzoner.

Vi var vel stort set de eneste der ikke var korrekt uniformerede til denne begivenhed, og havde derfor ingen intentioner om at kunne deltage i det efterfølgende after-party på Hard Rock Café, hvor der denne aften var gratis adgang for folk i Maiden-trøjer.

Filmen fulgte, til salens udelte begejstring, Asien- og Amerikadelene af Iron Maidens “Somewhere back in time-tour” som vi jo allerede kendte en del til. Med Bruce ved rorpinden ombord på flyet Ed Force 1, formåede bandet at besøge flere fjerne afkroge af verden end nogensinde tænkt muligt. Efter hver dokumentaristisk del af filmen fulgte et af koncertnumrene fra det land bandet på det tidspunkt spillede i, så filmen formåede både at være dokumentar- og koncertfilm på samme tid.

Dette har naturligvis været gjort før. Jeg tænker stadig tilbage med rædsel på en tre timer lang selvpromoverende tour- og koncertfilm med Manowar, som endda viste sig kun at være dvd1 ud af 2 af den tour. Sørgelig og med galloperende storhedsvanvid.

Anyway, Flight 666, var objektivt set en rigtig god film, og selvom dokumentardelene måske ikke var afgrundsdybe, var selve filmen lavet med et craftmanship, der hævede den langt over gennemsnittet af hyldest- og koncertfilm.

Der var tumultariske billeder af fans der forsøgte at komme tæt på idolerne, grædende unge mænd under koncerterne og en enkelt japansk kvinde der inderligt ønskede sig at være Steve Harris’ datter.

Man kunne dog ikke undgå at bide mærke i, at disse scener alle stammede fra indiske, japanske eller sydamerikanske koncerter og man sad tilbage med en følelse af, at scenerne var lidt letkøbte, da  de i dag ikke ville have fundet sted i Europa eller Nordamerika, hvor populærkulturudbuddet er så meget større. Man sad tilbage med ekkoet af det gamle rock-mantra om, at man, i karrierens efterår, altid lige kan malke publikum et par år mere i Japan. 

Men spille live – det ku de sgu’, og det uanset om Bruce under koncerten råbte: “Scream for me Mumbai, Bogota eller Long Beach Arena!”

Datarock med Datarock

Efter et sejrsridt gennem Forbrugerklagenævnet, har min computer været til reparation den seneste tid, hvorfor der ikke har været noget nyt her på bloggen. Det skal der naturligvis rettes op på, og inspirationen kommer under tiden fra de mest uventede kanter.

Udenrigstjenestens Seoul-man, som selv har en lille musikanmelder i maven, sender fra tid til anden musikforslag rundt til en stadig voksende gruppe kontakter. Stilen ligger ofte meget langt fra hvad jeg selv hører, så der er altid tale om et helt friskt pust til den støvede og lidt forkalkede Voetmannske musiksmag.

Seneste opfordring gik på at lytte nærmere til albummet Datarock, med det norske band Datarock – som spiller Elektronisk Dance-musik. Genrebetegnelsen har jeg måtte slå op, men mit eget indtryk gik i retning af glad elektronisk funk-pop. Den eneste umiddelbare reference jeg kunne komme på var til Junior Senior, men da jeg i den grad er på musikalsk udebane, er der sikkert nogen der vil slå en skraldlatter op over den sammenligning.

Uanset mine begrænsninger inden for elektronisk musik, så er Datarock glad og positiv festmusik, som måske har nogen lidt skrabede arrangementer i visse numre, men som vinder på en god portion norsk drengerøvshumor. Sangen “Nightflight to Uranus” kan for eksempel vist kun tolkes på en enkelt måde…

Nummret Fa-fa-fa er efter min overbevisning klart albummets bedste, hvilket vist er en gængs opfattelse, eftersom nummeret har været brugt i en større amerikansk reklamekampagne, og derfor har fået massiv airplay “Over There”.

Datarock ligger meget langt uden for min normale indskrænkede interessesfære, og jeg har derfor undladt at give albummet karakter. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale albummet til enhver som har brug for at få gang i humøret eller dansegulvet.

 

Mumiy Troll

Jeg har sådan en lidt underlig hang til bands der synger på et sprog jeg ikke forstår en hat af. Det får ligesom en til at fokusere mere på melodien, når nu man alligevel ikke forstår teksten. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor mange uovertrufne bands der findes ude i det store udland, som aldrig bliver kendt ud over deres eget lands grænser, fordi de synger på andet sprog end engelsk.

For en del år siden kom ex-trommeslageren, efter et år i Rusland, hjem med en kuffertfuld russiske cd’er af tvivlsom ophavsretlig oprindelse, herunder med flere lokale bands.

Et af disse lokale bands var Mumiy Troll, som dog på det tidspunkt allerede havde gjort sig bemærket uden for Ruslands grænser. Det vender vi tilbage til. Først en præsentation af bandet:

Bandets popularitet og tiltrækningskraft skyldes i høj grad sangeren Ilia Lagutenko, som med sin meget specielle stemme og sit androgyne udseende må have haft en hård tid i den sovjettiske flåde, da han aftjente sin værnepligt i midt-firserne. Men drillenissen Lagutenko er naturligvis ikke det eneste medlem af bandet, resten af besætningen er blot lidt ordinære i forhold til Ilia.

Projektet burde jo egentlig ikke kunne flyve. Musikken er oftest sådan lidt efterskole-banal, men får gennem sangen tilført en ukendt ingrediens, der alligevel får løftet hele arrangementet til vejrs.

Jeg har ingen anelse om hvad sangene handler om, men Mumiy Troll har efter sigende en ret stor fanskare i de skandinaviske lande, og har blandt andet spillet i Vega tilbage i 2002. 

Før det, i 2001, blev bandet imidlertid kendt i det meste af Europa, da de, næst efter Dr. Død & Tandfeen, leverede den mest alternative optræden under det internationale melodi grand prix i København. Døm selv om du idag synes at de klarede det bedre end Rollo & King:

Grunden til at jeg overhælder dette indlæg med youtubevideoer er, at det er ualmindeligt svært at tilegne sig Mumiy Trolls udgivelser på lovlig vis. Jeg har forgæves forsøgt at finde gruppens første albums i musikbutikker og på nettet, men deres obskure russiske pladeselskab “Real” vogter tilsyneladende over deres kunstnere, for det er stort set umuligt at finde musikken andre steder end på Youtube samt diverse fildelingstjenester (som russerne vist derimod er rigtigt gode til at udnytte). Det lykkedes mig for fem år siden at finde den officielle opsamlings-cd “Real Best” med cd-vandmærke und alles i den russiske købmandsbutik på Nørre Voldgade (bare rolig – den er lukket nu). På best of-cd’en finder man af en eller anden grund ikke nummeret “ne zvezda”:

Som nævnt har Mumiy Troll et stort publikum i de tidligere sovjetlande, og er i skrivende stund faktisk i gang med en længere USA-turné. Derfor virker det desværre ikke sandsynligt, at få dem at se i Danmark i den nærmeste fremtid. Dertil er der alligevel for mange andre steder hvor de formentlig vil kunne sælge flere billetter. Skulle det dog lykkedes Roskilde Festivalen at booke Mumiy Troll i år, vil jeg tilgive dem årtiers ringeste line-up, og pakke mit mølædte gamle telt og rykke til dyrskuepladsen uanset om der så skulle blive givet tsunamivarsel for den uge. Roskilde ville i så fald kunne forberede sig på noget i stil med dette her:

Som et sidste kuriosum, selvom heavy-tøsen formentlig vil slå mig ihjel for sammenligningen, er Mumiy Trolls musik og Ilia Lagutenkos udsvævende udtryk, inspireret af brit-pop generelt og Suede i særdeleshed.

Det er derfor en særlig cool pointe, at Ilia Lagutenko synger med og optræder i videoen til Brett Andersons sang “Scorpio Rising” fra hans eponyme første soloalbum.

Enjoy!

Amager Bio – revisited

“The Blue Van” og “Voicst” i Amager Bio 

V V V V V -

Under opvarmningen til dette års D-A-D koncert i Forum, lovede drengene fra The Blue Van at spille en fuld koncert i Amager bio for de interesserede. Og interesseret – det var jeg.

Jeg havde ikke været til koncert i Amager Bio siden jeg så lesbocore-shock-bandet Rockbitch engang tilbage i sluthalvfemserne, så udsigten til en aften i godt selskab med Undergrundsmusikeren, Hr. Thomsen,  The Blue Van og Københavns bedste lyd, var noget der uden problemer kunne få mig til at forlade mit brokvarter.

Opvarmningen bestod af det hollandske band Voicst, som startede festen med en energisk og meget hjemmevant optræden. Forsageren dedikerede sangen “Amsterdam Tourist” til Ritt Bjerregaard, og henviste til en forhåbentligvis kontrafaktisk, men alligevel ganske underholdende episode fra fortiden,  hvor Ritt dansede nøgen og skæv rundt i Amsterdam.

Voicst kan bedst beskrives som The Dandy Warhols uden stener-attituden, og var rigtig god opvarmning. Jeg har efterfølgende genhørt et par af numrene på gruppens Myspaceside, og synes faktisk at live-udgaverne var bedre end de indspillede versioner.

En billig fadøl senere (35 kr. – det kunne I lære noget af Forum-typer) overtog aftenens hovednavn scenen. The Blue Van gik på scenen, guns blazing, og hoppede direkte ud over scenekanten med deres velkendte hæsblæsende 60′er-rock. Lyden var rigtig god, til trods for, at jeg ikke tror, at jeg nogensinde har været til en koncert, hvor der var skruet så højt op for basguitaren. Jeg har dog på fornemmelsen, at det var bassistens eget valg at ligge så langt fremme i lydbilledet, og dermed ikke noget man kunne klandre lydmanden for.  

Og hvor er det bare fedt at se et af de unge danske bands trykke koncerten helt ud blandt publikum, og virkeligt ville spille for at underholde. Personligt er jeg kvalmagtigt træt af melankolske og indadvendte shoegazer-bands, der har så travl med at sørge for at Gunn-Britt-frisuren holder hele koncerten igennem, at de ikke flytter sig ud af stedet (hverken fysisk eller koncertdynamisk) efter de er gået på scenen. Ingen nævnt og ingen glemt, men Choir Of Young Believers tog virkeligt prisen for mest livstrætte liveoptræden til dette års P3-guld arrangement. 

Tilbage hos The Blue Van var der kun at konstatere, at bandet har fået et par gedigne hits med sangene “Man Up” og “Silly Boy” fra det seneste album, og det var rart at have et par sange at pejle efter, når en del af numrene har en lille tendens til at blive en smule ensformige. Absolut ikke dårlige – bare bygget op efter den samme skabelon.

Silly Boys

Efter koncerten skulle Undergrundsmusikeren lige hen og hilse på navnebroderen, alt imens Hr. Thomsen og jeg fik det sidste med fra baren. Amager Bio er som nævnt et alletiders koncertsted, men slås desværre som så mange andre spillesteder med en ringe økonomi og faldende bevillinger.

Aftenen fortsatte i hyggeligt selskab, og sluttede først da Café Englandshus lukkede for udskænkningen.

God Ain’t Telling Everything

Dawn of Life

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om den københavnske heavygruppe Sicknum.

Sicknum har efterfølgende fået ny forsanger, og er genopstået under titlen G-A-T-E, som er en forkortelse for det ikke helt mundrette bandnavn God Ain’t Telling Everything.

 

G-A-T-E har også justeret stilen lidt, og har allerede indspillet en demo-cd med tre numre. Med demoen “Dawn of Life” henter bandet stadig stor inspiation i den klassiske heavy metal og thrash, hvilket jeg nok skal komme nærmere ind på senere.

 

Som nævnt har gruppen fundet sig en sanger med en stærkere vokal end den foregående, hvilket klæder bandet, og får ensrettet stilen mere, så sangene ikke i lige så høj grad som i Sicknum-tiden, genremæssigt stikker ud til alle sider. Stilen er blevet lidt mere “radiovenlig”, da der samtidigt er skruet lidt ned for distortion og lidt op for melodien i numrene.

 

De tre numre begår sig således:

 

 1. Call To Arms

Første nummer er tungt og delvist boogiesvingende i stil med mange af Metallicas 90′er-numre. Vokalen er også i stil med  James Hetfields, dog uden at imitere hans efterhånden patenterede redneck-yowl.

Guitarsoloen har også hentet inspiration fra Metallica - herunder med brug af Kirk Hammets trick med masser af wah-wah-pedal i soloen.

Nummeret fik mig også til at tænke på “The End Of The Line” fra Metallicas Death Magnetic.  

 

2. Shot Down In Flames

Er klart demoens bedste nummer. Klassisk thrash-riff i stil med Megadeth minus Mr. Mustaines ondskabsfulde gnækken. Til gengæld er det old-skool heavy med god andenstemme i omkvædet og (oh, fryd!) twin-guitar-intermezzo! God, melodisk og meget radiovenlig!

 

3. Gone Forever

Efter en intro der (med paralleller til vinsmagernes småsnobbede beskrivelser) giver denne blogger: Iron Maidens “Strange World”, Bruce Dickinsons “Tears of the Dragon” og Skid Rows “18 and life” i øret, bliver tempoet gradvist skruet i vejret under resten af nummeret

Nummeret, der er demoens “ballade”, fungerer ikke helt så godt som de andre to numre, og det langsommere tempo og den lidt mere pathosfyldte sang udstiller desværre vokalen på en lidt uheldig måde. Nummeret er dog, qua sin melodi, ikke helt uden potentiale.

 

Det var meningen at jeg skulle have set live-resultatet af denne demo til en del af Emergenza-festivalen afholdt på Stengade 30, men forskellige årsager holdt mig desværre fra at være på Nørrebro til dette arrangement. Det viste sig, af flere årsager, muligvis at være en heldig beslutning, eftersom en tilfældig, og helt uskyldig færing på vej til koncerten blev skudt ned som en del af det, der for tiden kaldes bandekonflikten på Nørrebro.

Da jeg nu ikke selv kunne være til stede, kunne jeg i stedet glæde mig over, at rock-tøsen (på mange måder lignende, men dog ikke at forveksle med heavy-tøsen) var på plads i Stengade denne aften.

 

Hun kunne desværre efterfølgende berette, at G-A-T-E ikke var gået videre til næste runde af konkurrencen, men alligevel havde været en oplevelse værd.

Jeg skal i den forbindelse takke rock-tøsen, og håber i fremtiden på mange flere førstehåndsberetinger fra live-fronten.

 

Anylive, G-A-T-E kan naturligvis findes på nettet. Alle tre numre fra demoen kan høres på Myspace, ligesom bandet også kan findes på Facebook. Grundet et bizart forsøg med en kold Facebook tyrker, kan jeg desværre ikke lige nu henvise med et direkte link. 

Sweet Oblivion (mere Mark L.)

U-båd?

V V V V  – -

Hvad forestiller coveret? Undergrundsmusikerens bedste råd var noget med instrumentbrættet på en u-båd eller lignende. Den forklaring købte jeg med det samme, da min egen “militærforlægning-i-ørkenen-set-fra-oven”-fortolkning ikke rigtigt kunne klare en nærmere inspektion.

Anystrange! Coveret stammer fra Screaming Trees albummet “Sweet Oblivion”, som var det naturlige valg at udsætte cd-afspilleren for som næste skridt i min personlige Mark Lanegan-odyssé.

Og Screaming Trees? Var de ikke et af de der grungebands, der lagde sig lige i slipstrømmen, af dem der blev rigtigt store? Joda, men det kan man jo læse mere erfarne musikskribenter fabulere om på alle musiknetsteders moder allmusic.com.

Summa sumarum er, at Screaming Trees aldrig blev helt så store, som talentet og musikken ellers rakte til og kun opnåede et enkelt mindre hit: “I nearly lost you”, som foruden på dette album også kan findes på soundtracket til filmen Singles – et soundtrack der ved lejlighed kræver sit eget indlæg her på bloggen.

All righty then!  Jeg har så, som traditionen tilskriver, opdaget et band og det meste af grunge-bevægelsen 15 år for sent. Det skal imidlertid ikke afholde mig fra at anbefale Sweet Oblivion til alle der har lyst til at høre melodisk grunge, hvor bandmedlemmerne ikke virker helt så vrede, som andre af bevægelsens bannerførere. Guitarlyden og produktionen har et umiskendeligt Seattle-præg, men bandet falder flere gange ud af det alvorstunge grunge-univers, mest bemærkelsesværdigt på det fremragende slut-60′er psykadelicainspirerede rocknummer “Butterfly”. Nummeret “Dollar Bill” er også alternativt, i sin nærmest lejrbålsagtige stemning, og “More or Less” trækker tråde til både klassisk rock og melodisk heavy-rock, en kombination hvormed man altid scorer højt på min personlige karakterskala.

“Dollar Bill” og “More or Less” demonstrerer i øvrigt, at forsanger Mark Lanegan allerede på dette tidspunkt er en super vokalist, der mestrer et stort register, både stemme- og følelsesmæssigt. Man har altid talt om Eddie Vedder som manden med stemmen der definerede grunge, og som tusindvis af sangere i årene efter Pearl Jams storhedstid lagde sig opad (eller kopierede groft). Efter at have lyttet til dette album, synes jeg dog, at en ikke ubetydelig del af denne ære bør tilfalde Mark Lanegan, som simpelthen lyder som en mere rå Eddie Vedder. Mest sigende er det nok, at jeg uden besvær kan høre Mark L. synge både Pearl Jam, Nirvana og Soundgarden-numre uden at anstrenge sig synderligt, og med fare for måske at drive Mark Lanegans fortræffeligheder ud af proportion, kan man måske på denne baggrund kalde ham den ultimative grungesanger.  

Sweet Oblivion lider en smule under, at kvaliteten af numrene falder lidt omkring halvvejs gennem albummet. Den sidste del er ikke decideret dårlig og er heller ikke bare fyld. Kvaliteten af sangene kan bare ikke måle sig med kvaliteten af de første fem eller seks numre.

Sunday at Devil Dirt

Skønheden og Udyret

V V V V (V) -

Jeg er åbenbart kommet i Mark Lanegan-alderen!

Siden nytår har jeg, så ofte som muligheden har budt sig,  lyttet til Isobel Campbell og Mark Lanegans 2. album “Sunday at Devil Dirt”. Og det har været en udsøgt fornøjelse gang på gang at synke ned i denne behagelige ur-suppe af folk- og bluesinspireret singers + songwriter musik, som her trækker den ærkeamerikanske genre hele vejen hjem til hovedpersonernes forfædrene britiske øer.

Isobel Campbell havde jeg på forhånd ikke noget forhold til, da jeg kun kendte hende sporadisk som “hende fra Belle & Sebastian”. Det samme galdt sådan set Mark Lanegan, som hos mig blot havde prædikatet “ham fra Screaming Trees”.

Sådan forholder det sig ikke længere. Mark Lanegan er simpelthen i besiddelse af den ypperste bar-røst jeg nogen sinde har hørt. Glem Nick Cave, der til sammenligning lyder som en kostskoledreng. Og glem også Tom Waits, der til sammenligning lyder som ham den fordrukne små-klovnede nordmand fra dette års udgave af X-Faktor. Mark Lanegan er simpelthen en vokal-mæssig humlebi. Hans stemme er så slidt (altså på den seje måde – ikke Axl Rose-anno 2008-måden), at han ikke burde kunne synge så godt som han gør. Det lader bare til, at der ikke er nogen der har fortalt ham det endnu. Jeg tror at ordet autentisk for en gangs skyld er det mest rammende begreb.

Gravrøsten bliver flere steder båret frem af Campbells engleblide kvidrende vokal, der snor sig perfekt om Lanegans stemme, f.eks. på nummeret “The Flame That Burns” og det super stemningsfulde intronummer  “Seafaring Song”. Visse steder, som på old school blues-nummeret “Shotgun Blues” (kan man andet end elske den titel?) synger Campbell alene, hvilket får sukker til at flyde ud gennem højtalerne.

I det hele taget kommer man til at overveje, hvor sjældent man hører albums hvor to (eller flere) sangere skiftes til at synge sangene. Det gør et album afvekslende og dynamisk, selvom man også kan risikere en lidt tilfældig opdeling af albummet. På denne plade fungerer det efter hensigten, og afvekslingen mellem de to stemmer fungerer rigtigt godt, også når de synger sammen.

Men det er uomtvisteligt, at det er i Mark Lanegans numre, at den store kunst udfolder sig. Nummeret “The Raven”, som naturligvis bygger på Poes efterhånden i populærkulturen lidt fortærskede digt, fanger, det slidte tema til trods, en dyster stemning, der primært kan tilskrives Lanegan, der lyder som om, at han umiddelbart inden indspilningen har hallucineret sit eget helvede, imens han har trukket sit stemmebånd hen over et topfyldt askebæger med lige dele knust glas, grus, sprut-slatter og cigaretskodder. 

Bedste nummer på albummet mener jeg dog er den stemningsfulde, tungt rullende og meget stenede “Back Burner”, som giver mindelser om Dr. Johns “Season of the Witch”, dog uden den gode doktors spas og karneval. Dette stykke med sump-blues bliver stort set kun drevet frem af bas og bongotrommer hvilket yderligere højner den “gode” stemning.

Som traditionen efterhånden påbyder det, opdagede jeg først denne plade en måneds tid efter, at Campbell og Lanegan gav en, efter sigende, super intim koncert i Vega i november sidste år. Jeg kan derfor kun håbe på, at de enten beslutter sig for at komme tilbage til Europa inden for den nærmeste tid, eller laver et tredie album sammen, som så forhåbentlig skal opfølges med en turné.

Under alle omstændigheder har jeg fået mod på meget mere Mark Lanegan

Monster ringe

Cobber i færd med at afvikle en af sine mange lange lange soloseancer

V V – - – -

Som omtalt i tidligere på denne blog, skulle jeg sidste lørdag en tur forbi Forum, og se om D-A-D kunne spille numrene fra deres seneste udgivelse Monster Philosophy lige så lovende live, som de gør på pladen.

Som overskriften antyder var det ikke godt. Det var faktisk så ringe, at det til tider var pinligt. Det var simpelthen den værste D-A-D-koncert jeg til dato har set. (Og der er gud hjælpe mig 10-15 tidligere koncerter jeg kan sammenligne med.)

Anyhoot! Jeg skulle se koncerter med heavytøsen og hotshot-advokaten, der begge havde graviditetsrelaterede problemer med at komme ud ad døren og hen til Forum.

Dette resulterede for det første i, at vi ikke fik hørt det første opvamningband, Skambankt (som jeg alligevel aldrig havde hørt før), og for det andet at jeg måtte se aftenens andet opvarmningsband, The Blue Van, alene, da mine to væskemæssigt udfordrede medkonkoncertgængere, drejede direkte af efter indgangen, og fandt den nærmeste toiletkø.  

The Blue Van  gav os en halv times koncert, med det sædvanlige store energiudladninger. Allan Villadsen var her og der og alle vegne, og udførte et par spring fra toppen af et højttalertårn hvor han med lidt mindre præcision og benkraft sagtens kunne have mistet sin bas og flere tænder. Lyden var i orden for et opvarmningsband, og publikum kom for alvor med, da bandet spillede singlen “Silly Boy”.

The Blue Van spiller en hel koncert i Amager Bio den 27. marts til den rørende pris af 100 kr., Den fik de gjort god reklame for med den hurtige halve time rundt med den blå lastbil.

Da mine to medkoncertgængere returnerede, stillede vi os, af hensyn til de tos allerede fremskredne tilstand og vores alder i øvrigt på anmelderpladserne et godt stykke fra scenen. Der er ingen tvivl om, at koncertoplevelsen til dels er farvet af, at vi stod så langt fra begivenhedernes centrum. Men selv dernede på gamle-røvhuller-pladserne så man familiemødre på 40+ stå og trancedanse med dem selv, som om de var 16 år og på skum-disk i Løkken i verdens største ecstacy-koger. Skæg for sig og snot for sig! Det var ikke et kønt syn.

Koncerten startede med, at Laust, som en anden glad lille tivoligardist, og Cobber, som en noget fraværende guitar-helt, spillede introen fra det nye nummer Revolution. Introen gled over i det gamle “No fuel left…”-nummer “True Believer”, og herfra gik det rigtigt galt. Musikken eksploderede i et lydhelvede, der sugede al vellyd ud ad salen, og hverken heavytøsen eller jeg kunne til at starte med overhovedet genkende nummeret. Den ringe lyd fortsatte, og det må også have været til at høre på scenen, for i det næste nummer “Beautiful Toghether” sang Jesper piv-falsk gennem hele nummeret. Han ramte simpelthen ikke den rigtige toneart til at starte med, og brugte resten af sangen på at forsøge at skyde sig ind på den. Han ramte først plet under næste nummer, “Jihad”, som trods alt også er en af de sange D-A-D spiller år efter år. Til gengæld var det hér tydeligt at Jespers stemme var godt brugt efter turnéen, og han måtte endnu oftere end normalt ty til at skrige sig gennem sangene, når stemmen ikke rigtigt slog til mere. Man frygtede desværre, at skaden på stemmen er af mere permanent karakter, da skrigeriet vel er kulminationen på en tendens der har stået på de sidste 15 år. Forskellen høres tydeligst på live-klassikeren “Osaka after Dark”  fra slutningen af 1980′erne. Som tidligere nævnt, var der for Jesper denne dag ingen akustisk hjælp at hente i Forums betonstøj. Og som heavytøsen forundret udbrød efter de første 4-5 numre: “Det lyder fand’me som black metal!”.

For at føje spot til skade virkede resten af bandet også underligt uoplagte, hvilket igen lagde en dæmper på koncerten. D-A-D havde ellers tilrettelagt en sætliste, der bød på flere små overraskelser. Det drejede sig  foruden “True Believer” om ”Makin’ fun of money”, “Empty Heads”, “Reconstrucdead”, “Mad Days” og “Jackie O”. 

“Mad Days” var i øvrigt en af koncertens højdepunkter. Dels fordi lydforholdene generelt blev markant bedre, når bandet spillede de mere stille sange, og dels fordi Lausts 2. stemme på sangen udmærkede sig ved for det første at føje en ny dimension til sangen, og for det andet at dække over Jespers kvækkende vokal.

Det sidste var på dette tidspunkt så slemt, at det for første gang nogen sinde var en befrielse da vi nåede til de to sange, “Jackie O” og “Riding with Sue”, som Stig synger. (Okay han synger også på “It’s after dark”).  

I denne vokalpause havde Jesper åbenbart haft tid til at drikke en Cocio eller lignende, for der kom herefter bedre styr på de slidte stemmebånd. Der kom i det hele taget bedre gang i både band og publikum mod slutningen af koncerten, men helhedsindtrykket kunne der på dette freskredne tidspunkt ikke ændres ved.

Set-uppet for koncerten havde været rigtigt godt, men lyden og bandmedlemmernes apati spolerede dette udgangspunkt. Undervejs havde vi mistet Hotshot-advokaten før tid, og selv Heavy-tøsen var klar til at forlade Forum allerede under ekstranumrene. Det er trods alt aldrig set før. Ørkenvandringen blev også trukket unødigt i langdrag af alt for lange guitarsoli, som sådan set var stemningesfulde og melodiøse, men som drænede koncerten for den sidste rest af energi og glæde. Som heavy-tøsen senere på vej ud af Forum arrigt filosoferede: “Hvis det var den slags jeg var kommet for at høre, var jeg nok taget til en skide Gary Moore-koncert i stedet!”

Jeg vil lade den udtalelse stå som konklusion over koncerten.